4 vand-vittige oplevelser i Thailand

Er du typen der er ved at kede dig ihjel efter den første dag ved poolen? Thailand er kendt for sine mange smukke strande med azurblåt vand og ja, liggestole i lange rækker.

Men hvis du er mere til adrenalin end solbadning, så er der ikke noget bedre sted at være end Thailand. Uanset om du er til fridykning eller paragliding, så finder du det i Smilets Land. Her får du 4 oplevelser i, på og under vandet, der er lidt ud over det sædvanlige.

Fridykning på Koh Tao

Koh Tao er et meget populært dykkerspot i Thailand. Her kan du blandt andet møde havskilpadden og masser af tropiske fisk. Men dykning med flaske er ikke den eneste type dykning der foregår her.

Hvis du virkelig vil udfordre dig selv, kan du prøve fridykning uden ilt. I fridykning bruger du kun den ilt du kan have i lungerne til dine dyk. En dyb indånding og så under vandet. De vildeste fridykkere kan blive under vandet i op til 20 minutter, men bare rolig, det er der ingen der forventer af dig! Du kan få undervisning i fridykning hos flere dykkershops på øen.

White water rafting i Chiang Mai

White water rafting er garanti for adrenalin i blodet og er et vandsports sus uden lige. Mærk naturens kræfter når tonsvis af vand smider jer rundt i de vilde bølger og I padler for livet.

Mae Taeng floden ligger nordøst for naturskønne Chiang Mai, Thailands næststørste by. Her er naturoplevelser i særklasse. Elefanter der bader i floden om morgenen, rismarker der strækker sig op af bjergsiderne og så selvfølgelig floden – og det er især den der tiltrækker tusindvis af rafting entutiaster hvert år. Her finder man nemlig flere rapids på kategori 2 – 4, perfekt til både øvede og nybegyndere. Husk svømmevesten.

Køb svømmevest her

Live aboard dykning ved Similian øerne

Hvis du synes Koh Tao er lidt for turistet og overrendt, så er der heldigvis andre muligheder for dyk i verdensklasse i Thailand. Ikke mindst hvis du er villig til at rejse for det. Similian øerne ligger i det Indiske ocean tæt på grænsen til Burma. Det er en lang sejltur fra Phuket, men for dem der gør sig umagen, venter der dykning i absolut verdensklasse.

Revene ved øerne byder på et mageløst marineliv med hvalhajer, barrakudaer, hummere, krabber, manta rays, undervandsgrotter og meget mere.

Fordi øerne ligger så langt fra kysten, vælger de fleste at sejle hertil på en båd med overnatning, for eksempel i 5 dage. Her får du virkelig dykning for pengene.

Deep Water klatring i Krabi

Deep Water klatring er en af de mere unikke oplevelser i Thailand, perfekt til dig der elsker både vand og klipper. Det er klatring uden sikkerhedsudstyr, kun dig, klippen og vandet under. Der er kun en vej op af klippen og der er kun en vej ned, nemlig ved at lade dig falde i vandet! Uanset om du er 3 meter eller 30 meter oppe. Nej, det er ikke for bangebukse.

Deep Water klatring kan du prøve i Railay, ikke langt fra Krabi. Her hænger kalksten klipper ud over dybt vand, hvilket gør det muligt uden at risikere liv og lemmer. Du klatrer op til klipperne med et reb, men efter det er du på egen hånd. En skør, vild og enestående mulighed for at teste din evner og dit mod.